23948sdkhjf

Kinesisk smartphone udfordrer Apple og Samsung i Danmark

Kinesiske Xiaomi forsøger nu at kile sig ind mellem iPhone, Samsung Galaxy og Huaweis smartphones.

Det har længe været ventet, at det ville ske, men fra torsdag bliver det et faktum, at et af verdens bedst sælgende mobilmærker, kinesiske Xiaomi, går ind på det danske marked.

Det sker i et samarbejde med teleselskabet 3, der i første omgang bliver ene om at forhandle den kinesiske iPhone-udfordrer herhjemme.

Hos 3 har man store forventninger til samarbejdet med det kinesiske mærke, fortæller David Elsass, der er direktør for privatkundemarkedet hos 3.

- Deres smartphones er så enestående, at selskabet i løbet af ganske få år er blevet en af verdens førende smartphone-producenter. Så vi glæder os til at vise danskerne, hvad deres produkter kan, siger David Elsass.

Selv om navnet Xiaomi nok siger de færreste danskere noget, så er det en af de helt store spillere, som nu entrerer det danske marked.

I seneste opgjorte kvartal havde Xiaomi ifølge konsulentfirmaet Gartner en markedsandel på 8,8 procent af verdensmarkedet for smartphones.

Dermed ligger selskabet på en fjerdeplads over verdens mest solgte mærker lige efter giganterne Samsung, Huawei og Apple.

Det er da også telefonerne fra de tre konkurrenter, som Xiaomi helst vil sammenlignes med.

Xiaomi satser i første omgang tre telefoner i kampen om danskernes gunst.

Hvad angår specifikationer, i mobilsproget kaldet specs, der er et udtryk for, hvordan telefonen klarer sig på forskellige områder, ligger den ene af de tre Xiaomi-telefoner, Mi8, der kommer på det danske marked, nogenlunde på niveau med konkurrenterne.

Til gengæld er prisen, som er på 3999 kroner, op mod et par tusinde lavere end hos de dyreste konkurrenter. Den anden telefon, der introduceres herhjemme, er Mi Mix S2, der i højere grad skal sælges på designet. Den koster 500 kroner mere.

Den tredje telefon er en prisbillig udgave til 1299 kroner.

Ifølge John G. Pedersen, der som redaktør på netmediet meremobil.dk følger udviklingen på mobilmarkedet tæt, vil Xiaomis ankomst på det danske marked have en begrænset effekt i starten. Markedet er ganske enkelt for fastlåst, siger han. 

- Men det skaber naturligvis en uro på markedet på længere sigt, da kinesiske telefoner ofte lanceres til meget lave og konkurrencedygtige priser. 

Men danske forbrugere skal ikke forvente, at Xiaomis overordentligt lave priser forbliver stillestående. 

- Det er et marketingsgreb, man bruger, for at få folk til at kigge efter produktet. Om det er holdbart på den lange bane, vil jeg stille mig meget kritisk over for. 

- Når man har været på markedet i et stykke tid med lave priser på telefoner med gode specifikationer, så sætter man gradvist priserne op, så man når markedsniveauet, siger John G. Pedersen. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095